|
Gigt hos hund & kat: Gigt (slidgigt) eller i fagsprog kaldet arthrose er et meget almindeligt problem hos hunde og katte, ja faktisk så almindeligt at man i gennemsnit skal regne med, at hver 5. hund og rigtig mange katte får sygdommen.
Generelt: Slidgigt er en sygdom, som nedbryder brusken i leddene. (Ledbrusk og ledvæske er meget vigtige faktorer for normal/optimal funktion af leddene ) Lidelsen medfører nedsat bevægelighed af leddene og er ofte meget smertefuld. Slidgigt kan ses i alle led men det er især knæled, albueled. fodled, hofteled og leddene mellem ryghvirvlerne, der rammes.
Det normalt fungerende led består af ledbrusk,der dækker enderne af de lange knogler og sammen med ledvæske udgør en næsten friktionsløs, holdbar og stødabsorberende overflade. Ledbrusken fordeler trykbelastninger over begge ledflader og de underliggende knogler bliver derved udsat for en jævn trykpåvirkning. Ved slidgigt bliver ledbrusken nedbrudt, og normale belastninger af leddet vil forværre tilstanden i brusk og knogler med yderligere beskadigelse af disse til følge.

Hvem rammer det: Sygdommen er delvis arvelig, men den fremskyndes af fejlernæring og mangel på motion. Den kan også opstå efter en skade i et led eller på grund af alderdom. Alle racer og krydsninger, uanset alder, vægt og størrelse kan vise symptomer på slidgigt dog synes undersøgelse at vise tilsyneladende større forekomst hos ældre hunde og hos hunde som Labrador, Schæfer, Rottweiler. Grand Danois og Sct. Bernhard.
Tegn på gigt hos hund: Det mest almindelige symptom er smerte. Dog skal man være meget opmærksom på, at såvel hunde som katte sjældent giver udtryk for smerte. Det kan derfor være meget svært at opdage, om ens hund har ondt. Der er også stor forskel på, hvordan hunde reagerer på smerte, alt afhængig af race, alder m.m. Når en hund har ondt ses det derfor nemmest gennem en ændret adfærd. Det kan f.eks være:
- Nedtrykthed
- Stivhed i leddene
- Halten
- Modvilje mod at flytte sig/rejse sig eller bevæge sig
- Manglende lyst til at gå på trapper, hoppe op i bilen m.m.
- Modvilje/ændret adfærd ved berøring
- Ubegrundet gøen
- Hunden vil være i fred
For god orden skyld skal nævnes at ovennævnte symptomer også kan skyldes anden sygdom og at man ALTID VED TVIVL bør lade os undersøge hunden.
Tegn på gigt hos kat: Nedsat bevægelighed:
- Virker mere stiv og bevæger sig mindre smidigt
- Hopper i flere små spring i stedet for et stort
- Tøver med at hoppe op eller ned fra møbler eller lign.
Nedsat aktivitet:
- Sover længe på samme sted
- Leger mindre
- Jager mindre
Dårlig soignering :
- Dårlig/filtret pels specielt på bagkroppen
- Mat pels
- Ændret soignering
Adfærdsændringer :
- Mindre tålmodighed, evt. aggressivitet overfor mennesker og andre dyr
- Nedsat eller ingen interesse for ejeren
Det skal naturligvis lige nævnes at overnævnte symptomer ikke alle behøver at være til stede og at nogle af disse symptomer også kan skyldes anden sygdom. Mange katteejere tror fejlagtigt at en gammel kat SKAL sove mere og opføre sig anderledes. Gigt hos kat er desværre en ofte overset diagnose. Kontakt os hvis du måtte være i tvivl.
Hvordan stilles diagnosen: Vi har flere muligheder for at finde ud af, om en hund eller kat har slidgigt. En ortopædisk undersøgelse af leddene kan fastslå, om der er smerte, hævelse eller ømhed. En røntgenundersøgelse vil afsløre, om leddene er angrebet.

Hvad er behandlingen mod slidgigt. Slidgigt er en kontinuerlig nedbrydende proces. Derfor kræver sygdommen som oftest behandling over lang, lang tid Man kan behandle for symptomerne og smertelindre. Vi vil oftest her på Greve Dyrehospial bruge et såkaldt NSAID præparat (nonsteroid) til smertebehandling, et diætfoder til vægtkontrol og ”smøring” /genopbygning af ledbrusken, diverse kosttilskud til støtte af funktionen i ledbrusken, ledkapslen , sener og ledbånd
Desuden en kontrolleret motion, der er med til at styrke musklerne, samt hyppige korte ture, bedre end længere mere fysisk krævende ture. Øvrige supplement kan være fysioterapi, massage og svømmetræning.
Gigt og hvad så? At få stillet diagnosen slidgigt på sin hund eller kat er ikke nødvendigvis ”verdens ende” Der er så mange muligheder for stadig at have et glad kæledyr med livskvaliteten i orden. Hunde- som katteejere kan også have stor glæde af Nordens største patientforening www.hundegigt.dk ,som er en GRATIS forening at være medlem af. Foreningen har lige rundet 5000 medlemmer og er en nordisk forening, d.v.s med svensk,norsk og dansk hjemmeside. Som medlem har du adgang til foreningens hjemmeside, artkler, nyhedsbrev, møder og aktivitetskalender, ekspertsvar på spørgsmål fra medlemmer samt diskutionsforum.Derfor bliv medlem nu- det er gratis. Tilmeld dig på www.hundegigt.dk
Måtte du have yderligere spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os. Vi kan desværre ikke love at svare via mail, men et telefonopkald i almindelig åbningstid er altid velkomment.
Til slut skal lige nævnes, at dyrlæge Flemming Mørkholt er en af de dyrlæger der på den danske side besvarer gigtspørgsmål for patientforeningen samt, at det danske bestyrelsesmedlem i patientforeningen er chefsygeplejerske Gitte Larsen.
|